En konfirmationsfest er en stor dag for mange og ikke mindst konfirmanden – det er den dag, den unge “træder ind i de voksnes rækker”. Også for forældrene er det en stor dag – dagen, hvor deres barn “bliver voksent”. En konfirmationsfest er derfor ikke en helt almindelig fest. Der er mange ting, der gør den til noget særligt.
Overvej følgende under planlægningen af festen:
- Hvad er budgettet for festen?
- Hvor mange gæster er inviteret?
- Hvor langt er der fra kirken til det sted, festen holdes?
- Hvad er den primære aldersgruppe til festen?
- Hvad tid starter festen (dette afhænger ofte af, hvad tid selve konfirmationen i kirken afholdes).
- Skal festen være en temafest? Dette kan afspejles i fx borddækningen eller udsmykningen af festlokalet. Hvis fx konfirmanden spiller tennis, kan der bruges tennisbolde som bordpynt.
- Gør dagen til en fest: Undersøg om der er musikanlæg i lokalet eller hvis I vil være på den sikre side kan I leje et lydanlæg.
Konfirmationsfestens forløb
En traditionel konfirmationsfests forløb kunne være:
- Gæsterne ankommer til en velkomstdrink og en snack
- Efter at gæsterne har sat sig, synges en velkomstsang for at få løsnet stemmerne og smilebåndet
- Forretten serveres
- Moderen og eller faderen til konfirmanden holder en tale (eller evt. begge i en dialog?)
- Hovedretten serveres
- Under hovedretten holdes der taler:
Bedsteforældre (først mors side, dernæst fars), ældste fadder, søskende og øvrig familie. - Desserten serveres
- Under desserten holdes taler og synges sange fra familie og venner
- Efter desserten holder konfirmanden sin takketale eller takkesangen synges
- Efter takkesangen tændes musikken og familien kan selv vælge numre fra en fx en iPad. Alle aldre kan være med til at vælge.
- Natsuppe eller “gå-hjem-suppe” serveres.