Som et nyt koncept, er Verdensborger udviklet med start i 2020. Konceptet er udviklet af Foreningen think.dk, et not-for-profit fællesskabscenter, hvis centrale tema er bæredygtighed. Verdensborger er et alternativ til konfirmation, hvis formål er at engagere de unge til at udvide deres forståelse af verden og dem selv. Undervisningen har både fokus på den unges udvikling, selvværd og værktøjer til individet, samt globalt perspektiv, med emner som Hvem er du?, Hvor er du?, Hvad skaber vi?, Hvad siger vi? og Hvad tror du på?. Undervisningen foregår over 24 lektioner fra oktober og munder ud i et ritual og en ceremoni i maj. Der er desuden inkluderet en hyttetur med fokus på indre ro, samvær og natur. Det centrale tema for ceremonien vil også være naturen. Undervisningsforløbet finder sted i København K.
Konfirmation har historisk set været anvendt som et overgangsritual, overgangen fra barn til tidlig voksen. Konceptet “nonfirmation”, viser da også at der fortsat er et behov for at have et overgangsritual, og det er det Verdensborger vil bidrage til, men uden de religiøse aspekter – men med mere end bare en fest.
Verdensborger ønsker at skabe et rum for de unge, hvor de i trygge og frie rammer kan blive forberedt på livet. Med udgangspunkt i den traditionelle konfirmation, vil Verdensborger undervise i de færdigheder, som de ikke ville lære hverken til præst eller i skolen. Undervisningen vil gavne de unges velfærd, give dem forståelse for naturen og hjælpe dem på vejen mod at blive voksne.
Læs mere om Verdensborger her: https://think.dk/verdensborger